Jens Hørby Jørgensen

 

Maj 2013: Debatoplæg om at unge med uddannelsespålæg fastholdes i uddannelse

I et initiativ igangsat af Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland er jobcentre, Ungdommens Uddannelsesvejledning og uddannelsesinstitutioner gået sammen om at udvikle gode metoder til at unge med uddannelsespålæg fastholdes i uddannelse. 7 projekter har udviklet samarbejdsmodeller, aftaler, metoder og koncepter, der skal sikre bedre fastholdelse.

 

2010-12: Ny hjemmeside om handicapdimensionen i CSR

DISCUS har gennem de to seneste år samarbejdet med Danske Handicaporganisationer om at etablere et nyt koncept: CSR-D (Corporate Social Responsibility – Disability). Som en del af projektet har Tryg, NCC, McDonald’s, DONG Energy og Creativ Company gennemført initiativer, hvor der er arbejdet systematisk med handicapaspektet inden for rammen af CSR. Formålet med projektet er, at virksomhedernes arbejde med inklusion og mangfoldighed, her konkret på handicapområdet, forankres i CSR-arbejdet. Målgruppen er de ca. 1.100 virksomheder i Danmark, der er omfattet af den nye pligt til at rapportere om deres CSR-aktiviteter. På sitet www.csr-d.dk kan virksomheder nu hente inspiration fra de fem modelvirksomheder og finde anvisninger på, hvordan arbejdet med CSR-D kan gribes an.

 

Efterår 2012: Udvikling af kursus for medarbejdere i jobcentre, socialforvaltning og psykiatri

DISCUS udvikler i efteråret 2012 et kursuskoncept for medarbejdere i jobcentre, socialforvaltning og psykiatrien. Hovedformålet med kurset er, at medarbejderne i de pågældende systemer opnår mere viden om hinandens opgaver, indsatser og rammer samt en øget forståelse systemerne imellem. Projektet finansieres af Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland.
To kommuner (Slagelse og Lyngby) og psykiatrien i hhv. Region Hovedstaden og Region Sjælland deltager i udviklingen og afprøvningen af kursuskonceptet.
 

2012-13: Fastholdelse af unge i uddannelse

Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland understøtter i efterår/vinter 2012 syv projekter i jobcentre i at udvikle samarbejdsmodeller, aftaler, metoder og koncepter, der bedre kan sikre, at unge med uddannelsespåbud fastholdes i deres uddannelse. Jobcentrene forpligter sig samtidig til at afprøve det udviklede i foråret 2013.

 

2012-2013: Brug for alle – indsats til udsatte kontanthjælpsmodtagere

Folketinget har afsat 115 mio.kr. til initiativet Brug for alle – indsats til udsatte kontanthjælpsmodtagere, som en del af satspuljeforhandlingerne. Initiativet består i, at alle kontanthjælpsmodtagere i match 3 får et møde med et tværfagligt team samt en individuel indsatsplan. Initiativet løber fra august 2012 til august 2013.
De fire beskæftigelsesregioner har bedt DISCUS om at forestå afholdelse af en workshop i alle landets kommuner i august, september og oktober 2012.
Workshoppen skal bruges til at få initiativet godt fra start i den enkelte kommune. Formålet er, at de involverede medarbejdere i forvaltningerne og i de tværgående teams får kendskab til hinandens områder - samt får mulighed for at drøfte og planlægge indsatsen.
Workshoppen ledes af Beskæftigelsesregionen og faciliteres af DISCUS.
 

2012: Kortlægning af social- og sundhedsområdet

DISCUS har i foråret 2012 for Arbejdsmarkedsstyrelsen gennemført en kortlægning af social- og sundhedsområdet. Formålet er primært at give aktørerne på beskæftigelsesområdet et overblik over de relevante sociale og sundhedsmæssige tilbud, og dermed en grundlæggende forståelse af de muligheder der findes på social- og sundhedsområdet, når der skal tilrettelægges en koordineret indsats for borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

Del 1 sammenfatter resultatet af en kortlægning af det kommunale tilbudslandskab i henhold til Service- og Sundhedslovgivningen. Kortlægningen er sket i fire kommuner.
I afrapporteringen indgår også som del 2 en eksempelsamling med beskrivelse af 29 kommunale tilbud.

 

2011-12: Kommunikation over for borgerne i Aarhus Kommune

Beskæftigelsesregion Midt har bedt DISCUS om at være prosesvaluator af "Pilotprojekt i Jobcenter Aarhus vedrørende borgerrettet kommunikation og formidling". DISCUS skal foruden at evaluere projektet også fungere som sparringspartner i hele projektperioden. DISCUS' overordnede rolle er at medvirke til at udvikle en model, som både kan anvendes lokalt i Aarhus Kommune og i andre kommuner. Dvs. at pilotprojektets mål og erfaringer skal sammentænkes med de udviklingstiltag og erfaringer, der er på landsplan.
 

2011: Organisationsanalyse af Jobcenter Kolding

DISCUS har i efteråret 2011 gennemført en organisationsanalyse af Jobcenter Kolding. Analysen skal bidrage til, at Jobcenter Kolding på både kort og lang sigt kan ruste organisationen til at håndtere nuværende og kommende udfordringer på et omskifteligt arbejdsmarked.
 

September 2011: Færre unge på sociale ydelser i Beskæftigelsesregion Midtjylland - Hvordan?

I de seneste år har der været en svagt stigende tendens i antallet af førtidspensionister i Midtjylland. Antallet er steget med ca. 1.000 personer om året, og er ved udgangen af 2010 ca. 55.000 personer. Denne stigende tendens forventes at fortsætte i årene fremover. Da såvel førtidspension som ledighedsydelse og fleksjob er en økonomisk belastning for både stat og kommune, er det afgørende, at der konstant er fokus på at begrænse tilgangen til ordningerne. Navnlig nedbringelse af antallet af unge under 30 år er genstand for særlig opmærksomhed i beskæftigelsesindsatsen. Beskæftigelsesregion Midtjylland har bedt DISCUS om at foretage en analyse med det formål at udpege de faktorer, der gør, at nogle jobcentre har et forholdsvis begrænset antal tilkendelser af varige sociale ydelser til unge under 30 år, og at komme med anbefalinger til hvordan antallet kan begrænses.
 

2011: Evaluering af anvendelsen af personlig assistance

DISCUS har for Arbejdsmarkedsstyrelsen evalueret ordningerne om personlig assistance til handicappede i erhverv og handicappede under efter- og videreuddannelse (personlig assistance-ordningen). Formålet med evalueringen var at tilvejebringe viden om, hvordan personlig assistance-ordningen anvendes og fungerer i praksis. 10 jobcentre har deltaget i undersøgelsen

Evalueringen giver en række anbefalinger til, hvordan personlig assistance-ordningen kan målrettes og videreudvikles, så den i højere grad lever op til ordningens nuværende lov-grundlag samt matcher arbejdsmarkedets behov.

 

2010-2011 Virksomhedernes oplevelse af samarbejdet med Jobcenter København om fleksjob

DISCUS gennemfører i perioden november 2010 til marts 2011 en virksomhedsundersøgelse af fleksjobopfølgning i Københavns Kommune. Undersøgelsen skal 

  • medvirke til en forbedring af Jobcentrets opfølgningsindsats og samarbejdsrelationen mellem jobcenter og virksomhed,
  • give input til, hvordan jobcenter og virksomhed kan bidrage til en positiv udvikling af fleksjobansattes arbejdsevne.
 

2010: Landsdækkende fleksjobanalyse

DISCUS har for Arbejdsmarkedsstyrelsen gennemført en Landsdækkende Fleksjobanalyse blandt borgere, virksomheder og kommuner. Formålet var at få et samlet billede af fleksjobområdet og indgående kvantitativ og kvalitativ viden om fleksjob.  Der er gennemført spørgeskemaundersøgelser blandt i alt 9500 borgere, der enten er ansat i fleksjob eller tilkendt fleksjob men ledige, og blandt knap 5000 virksomheder med ansatte i fleksjob. Desuden er der foretaget interview med ledelse og medarbejdere i fleksjob i udvalgte virksomheder og med ledelse og medarbejdere i udvalgte kommuner. Analysen har fokuseret på, hvordan fleksjobordningen virker i dag, og viser, at ordningen i sin nuværende form har en række uheldige virkninger, der ikke matcher intentionerne med ordningen. Hovedrapport og delrapporter er offentliggjort i december 2010.

 

2011: Ungeanalyse for Fredensborg Kommune

DISCUS gennemfører i foråret 2011 en ungeanalyse (18-29 år) for Fredensborg Kommune, der omfatter alle unge, der modtager dagpenge eller kontanthjælp. Der foretages en flowanalyse ved hjælp af DREAM kørsler og interview med de unge og deres sagsbehandlere. De unges barrierer for at komme i job og uddannelse skal ligledes afdækkes.  På baggrund heraf udarbejdes nogle anbefalinger til, hvilken indsats Fredensborg Kommune skal sætte i værk for at få de unge i uddannelse og job.

 

2010: Evaluering af Arbejdsevnemetoden

I forbindelse med regeringens handlingsplan om sygefravær er det blevet foreslået, at jobcentrenes beskæftigelsesrettede indsats og brug af Arbejdsevnemetoden skal evalueres og videreudvikles.
 

2010: KL/KTO/SHK. Evaluering af model for anvendelse af trepartsmidler

I forbindelse med trepartsaftalerne i 2007 blev der i perioden 2008-2011 afsat et engangsbeløb på 388 mio. kr. til kompetenceudvikling for ansatte i kommunerne. Og der blev afsat 538 mio. kr. til fremme af seniorpolitiske initiativer, der kan bidrage til at fastholde seniorer i kommunerne. I forbindelse med Overenskomsten 2008 har KL og KTO/SHK aftalt, hvordan midlerne skal anvendes i kommunerne.
 
DISCUS A/S • Sønderhøj 5 • 8260 Viby J • Brolæggerstræde 6, baghuset st. • 1211 København K • Tlf: +45 7020 2229 • discus@discus.dk