|
Brugen af de handicapkompenserende ordninger (2006-7) Strukturreformen ændrede på indsatsrammerne for handicappede i erhverv, idet administrationen af de handicapkompenserende ordninger blev flyttet fra 14 AF-regioner til 91 jobcentre. DISCUS udarbejdede i foråret 2006 et metodehæfte for Arbejdsmarkedsstyrelsen. Metodehæftet bygger på viden og erfaringer indsamlet ved interviews med • alle 17 AF-handicapkonsulenter, som p.t. administrerer ordningerne • et udvalg af AF-handicapkonsulenternes samarbejdspartnere i kommuner, faglige organisationer, handicap- og brugerorganisationer, ressourcecentre på handicapområdet, sundhedsvæsen samt i virksomheder og virksomhedsnetværk i AF-regionerne Storkøbenhavn, Vejle og Nordjylland.
Hæftet formidler AF-handicapkonsulenternes erfaringer til den udvidede kreds af aktører på området og medvirker derved til, at kvalificerede metoder og god praksis overføres til jobcentrene. Desuden behandles retningslinjer for administration, tolkning af lovgivning mv. for at sikre mainstreaming af jobcentrenes indsats over for personer med funktionsnedsættelse.
På baggrund af Metodehæftet har DISCUS i 2007 udarbejdet hhv. Guidelines til jobcenterledere om hvordan jobcentret kan organisere arbejdet med de handicapkompenserende ordninger og Guidelines til jobcentermedarbejdere om arbejdet med ordningerne. Desuden har DISCUS omarbejdet Metodehæftet til web (http://www.ams.dk/sw18291.asp) på AMS’s hjemmeside.
|